Sådan får du dit depositum tilbage

Sager om depositum er nogle af de mest hyppige og mest betændte indenfor lejeretslig praksis, og det kan som lejer være en forfærdelig situation at stå i, når du modtager en fraflytningsopgørelse, som er både alt for høj og alt for uretfærdig.

Men skal du blot acceptere de høje istandsættelseskrav og gøre som din udlejer befaler, eller har du som lejer nogle rettigheder, der tillader dig at gøre indsigelse imod uretfærdige opkrævninger og gebyrer.

Svaret er selvfølgelig ja! Du har nogle helt særlige rettigheder, og i denne artikel vil vi give dig et overblik over, hvordan du kan sikre dig at få dit depositum tilbage, når du fraflytter dit lejemål.

Hvilke krav kan din udlejer komme med?

Sådan helt kort beskrevet, så skal du ifølge lejeloven aflevere lejemålet tilbage i den stand, som du modtog det. Derudover er der også et naturligt slid i form af ælde, som depositum heller ikke skal dække, når der er tale om istandsættelseskrav.

Depositum er i bund og grund udlejers sikkerhed for, at der er penge nok til at istandsætte lejemålet, når du er flyttet derfra. Dermed ikke sagt at dette beløb skal misbruges, hvilket desværre sker fra tid til anden.

Behandl lejemålet ordentligt og tag masser af billeder

Imens du bor til leje i din bolig, så har du naturligvis selv ansvaret for at vedligeholde den, så gulv, vægge og interiør ikke er fuldstændigt smadrede, når du efterlader den igen. Og det ved vi naturligvis, at du allerede gør.

Så derfor vil vi anbefale dig at tage en masse billeder, så du altid kan dokumentere lejemålets stand, hvilket kan anvendes som bevismateriale, hvis nu udlejer skulle kræve istandsættelse for noget, som allerede var ødelagt, dengang du flyttede ind.

Faktisk så begynder din depositumssikring allerede, når du flytter ind, så husk at være grundig når du afsøger lejemålet for fejl & mangler, og husk at tage billeder.

Hvilke frister har udlejer?

Din udlejer har naturligvis også nogle forpligtelser, som skal overholdes, og derfor er det godt at være opmærksom på, om de forskellige frister nu også bliver fulgt.

F.eks. skal du have modtaget en indflytningsrapport ved indflytning, ligesom der også skal være afholdt et indflytningssyn. Ligeledes gælder det for både fraflytningsrapport og fraflytningssyn.

Hvis ikke udlejer følger disse retningslinjer, mister udlejer retten til at opkræve for istandsættelse, da udlejer ikke kan dokumentere lejemålets stand ved indflytning og fraflytning.

Dermed er du også berettiget til at få dit fulde depositum tilbage.

Du har altså en hel del at være obs på, når du står i en fraflytningssituation, og det gør det blot endnu mere kompliceret, når denne proces starter allerede ved indflytningen.

Men ved at sætte dig godt ind i sagerne og eventuelt søge lidt juridisk rådgivning, så skulle du være godt sikret i forhold til at få dit depositum igen.